Skovby Sogns 25 års jubilæum i 2004

Skovby Sogn udgav et jubilæumsskrift i forbindelse med 25 års jubilæet for, at Skovby Sogn blev selvstændigt.

Jubilæumsskriftet kan fås gratis ved henvendelse til Menighedsrådet.

En af bidragyderne til jubilæumsskriftet var Helge Lundin, der var sognepræst i Skovby Kirke fra 1964 til 1979. Han fortæller her en meget levende beretning om tiden før 1979:

Min oplevelse af Skovby Sogn:

Skovby Sogn før 1979:

Der er nogen, der har ment, at det skulle med. Og så har man sat mig på opgaven. Der lever endnu dem, der husker længere tilbage.

Erindringsforskydning er der også noget, der hedder. Derfor blev overskriften: Min oplevelse af Skovby Sogn! At det så måske kommer til at handle lidt for meget om mig selv, må vi tage med!

Normalt går der en 3 -.4 måneder fra en præst rejser, til der kommer en ny. Da jeg den 28. juni 1964 (5.s.e.trin.) blev indsat som præst i Skivholme og Skovby Sogn, var der gået 9 måneder siden min forgænger gik af. Borum-Lyngby var ledigt samtidig. Man havde gjort lønnen mindre for pastorater under 1000 indbyggere i håbet om, at ingen så ville søge stillingen. Der var én ansøger til Borum-Lyngby. Hvilke planer der havde været om sammenlægning vides ikke. Men først da præsten i Borum var udnævnt, blev stillingen som præst i Skivholme-Skovby slået op.

Egentlig havde der ikke været nogen vakance. Min forgænger, Hillgaard, som også var provst, havde bestemt, at han selv skulle passe embedet. Han var flyttet ud af præstegården og boede nu i Brabrand, men klarede det hele alligevel - gudstjenester, konfirmationer o.s.v. - menighedsrådsmøder ikke at forglemme! Han ville godt være med til at bestemme sin efterfølger. Han havde jo været her i næsten 40 år. Og var den der vidste bedst. Også nu. Men det endte alligevel med, at jeg fik det, selvom han havde sin favorit. Og det var ikke mig. Der var nogle, der syntes, at nu havde han bestemt nok. Der er vistnok dem, der mener, at jeg også har været en "bestemmer". Det vil jeg lade andre afgøre.

Vi har altid haft et godt menighedsråd i Skovby. Men menighedsrådsmøde var ikke noget, vi holdt tit. Kun når der var noget vigtigt at tage stilling til. Og hvad var vigtigt ? Overfor hovedindgangen til kirkegården var der en tom grund. Et hul kaldte man det. Men der blev bygget to huse der. Og først da fik menighedsrådet og præsten at vide, at vi havde fået et tilbud om at overtage grunden til parkeringsplads - gratis. Men det kunne kirkeværgen, som også var kasserer, godt finde ud af selv at sige nej tak til. Det var for dyrt at fylde det hul op, mente han. Der var ingen parkeringsplads syd for kirken dengang. Så vi var flere, der nok mente, at her havde et menighedsrådsmøde været på sin plads.

To gange om året skulle vi mødes. Èn gang til kirkesyn. Og én gang til regnskabs- og overslagsmøde, som vi altid holdt fælles med Skivholme. Et kirkesyn kunne godt føre til flere møder. Som dengang vi bestemte, at vi skulle have et nyt varmeanlæg. Det blev til en lille restaurering, der lukkede kirken i fire måneder i foråret 1969. Der skulle nyt trægulv under bænkene og oppe ved alteret. Og så blev bænkene malet hvide. Og nye enkle nummertavler blev sat op. Og loftet, der var mørkebrunt, blev malet blåt! Den gamle nummertavle, der var sat fast på nordvæggen oppe ved koret med hængsler, således at den kunne drejes ud mod menigheden til gudstjenesten, blev fjernet. Nu er den sat op igen. På væggen ind mod koret. Fint restaureret. Pudsigt nok med den farveholdning, den i sin tid delte med bænkene. Skønt de nu har fået helt andre farver. Loftet er jo heller ikke blåt mere.

Lampetterne fik vi vidstnok inden den tid. Jeg husker det som noget, vi samlede ind til. En ekstra lysekrone blev det til senere. Så der nu er to i skibet. I april 1972 fik vi et altertæppe vævet af Kim Navder. Petra Petersen, enke efter den gamle graver, som blev kaldt Kristian Bødker, gav pengene til det. Det ligger der endnu. En specialvævet løber - vævet efter ide af væveren og arkitekten - anskaffedes samtidig. Men den var nok for speciel igen! Den er i hvert fald væk. Nyt tag på kirken vedtoges i 1978. Blytag blev foreslået, men det blev tegl som før. En ny kirkeklokke måtte vi anskaffe i 1974. Den gamle var revnet. Den ny blev støbt i Frankrig. Den fik indskriften: Tonerne dybe i gry og kvæld/røre selv hjertet så hårdt som fjeld. Der var gået nogle måneder uden klokkeringning. Så da den nye klokke lød første gang, kom det bag på nogle, at der med til at bo i Skovby hørte klokkeslag. Der kom klager over støjforurening! Så kønt klokken ellers lød.

Vi vender tilbage til vort møde med Skovby Sogn i 1964. At Skovby Sogn i hovedsagen bestod af tre adskilte dele, fandt vi ud af. Der var landevejen, byen omkring kirken og Skovby station. Det der senere var nogen, der fandt på at kalde Skovby Nord. Banen var jo nedlagt. Men postekspedition var der i stationsbygningen. Postadressen var 8463 Skovby Østj.

Der var ca. 550 indbyggere i Skovby Sogn. En lille vækst på 50 gennem de sidste halve snes år. Der var en lille privat udstykning ved stationen. Et par huse var lige skudt op ved landevejen lige før hjørnet, hvor der var en købmand. Der var også en købmandsforretning ved stationen. Mama kaldte man den ældre enke, der drev forretningen. Ved siden af boede købmand Jensens, også ældre mennesker. Han havde haft grovvareforretningen. Men tilbage til indbyggertallet: Der var ingen planer om, at Skovby skulle være større.

Sognerådet i Skivholme-Skovby kommune havde vedtaget, at udviklingen skulle ske i Herskind. Og man var lige gået i gang med den første udstykning.

I Skovby kunne man godt høre enkelte røster, der gav udtryk for utilfredshed med, at det hele skulle foregå derovre. 10 år forinden var der bygget centralskole i Herskind som afløsning for de fire skoler, der hidtil havde været i kommunen. Fornylig var der ansat en kæmner og kommunekontor indrettet i den gamle skole i Herskind. Sygekassen havde man i Skovby. Ude ved landevejen. Det var da noget. Og så havde man et plejehjem.

I Smedeskov lå det. Et lille privat plejehjem, som er et kapitel for sig,. Fortjener at få det. Egentlig lå det i Galten sogn. Men i Galten by havde man fået et aldershjem. Så derfra kom der ingen til Smedeskovhjemmet. Det fungerede nærmest som alderdomshjem for Skivholme-Skovby kommune og Sjelle også. Primitivt var det. En enkefru Thomsen havde indrettet det. Nu blev det bestyret af et ikke helt ungt ægtepar, Johannesen hed de. Ni små værelser. 11 mennesker havde der været en gang. 9 var der nu. Ikke megen plads at røre sig på. Heller ikke for Johannesens. Men de forstod at gøre det hyggeligt. Og at skabe tilfredshed. Det var en fornøjelse at komme på besøg der. Og jeg fik at vide, at når jeg besøgte dem, der kom mig ved, skulle jeg helst besøge de andre også. Der var nogle, der kom andetsteds fra. Og da der ikke kom andre præster, blev vi efterhånden inviteret til alle fødselsdagene. Alle var med, og vi sad i Johannesens lille stue med de mange møbler. Fik kaffe og boller og kager. Og sang. Johannesens blev selv gamle. Brandmyndighederne stillede krav, som var dyre af opfylde. Der blev færre og færre beboere. Johannesens flyttede til et lille hus, fruen havde i Ribe. Et kapitel var forbi. Huset blev revet ned.

Skolen var væk. Og med den degnen. Degnen med den store betydning han havde i den lille landsby. Ikke mindre fordi præsten boede så langt væk. 5 kilometer var der fra kirken i Skovby til præstegården i Skivholme. Sådan var det bare. Det kunne ikke være anderledes. Endnu var der folk, der kunne fortælle om dengang "de gik til præst". Og altså GIK. Helt ovre fra landevejen også. Nu gik der skolebus. Turen fra Skovby til skolen var tilmed en oplevelse. Det fortalte de to lærere, der var med. Og som boede i den gamle skole. Fru Kjærgård, der havde været lærerinde for de små i flere år, inden skolen blev nedlagt. Og Gunnar Sørensen, der for nylig var kommet til Herskindskolen.

Men degnen var altså borte. En kirkesanger, det havde man. Thuesen, som havde været enelærer i Herskind og senere blev skoleinspektør. Men degn i Skovby, det regnede man ham ikke for. Det sagde han i hvert fald selv. Og han var heller aldrig blevet ansat, det sagde han også. Det var Hillgaard, der havde sagt: Nu skal du synge i Skovby.

Degnen og det han tog sig af: Juletræet f.eks. At danse om det. Og lege med børnene. Og med årene blev det mig, der tog mig af det. Og vi lærte børn og forældre at kende på en god måde.

Og høstfest. Høstfest var noget af det, der var. Hvor man mødte op. Det første år hørte vi om høstfesten, efter den havde været. Så lod jeg forstå, at der hvor vi kom fra, blev vi inviteret. Og det blev vi så. Og læse en historie, det kom jeg også til. Som degnen vel før havde gjort det. Det var nok, da de tredje gang kom og bad om en historie, at Ellen spurgte, om de da kunne holde ud af høre på ham igen og fik til svar: "Han er jo gratis"! Og det var nok også det år, hvor det var ved at blive sværere. Sværere ikke bare til at få ro til at læse. Med tæt borddækning i begge sale og oppe på balkonen også. Sværere også at få den gamle høststemning frem. De gamle beboere. Nogle af dem syntes i hvert fald, at det ikke var, som den gang vi kendte hiunanden. Og så blev de væk næste gang. Hvor længe høstfesterne blev ved, husker jeg ikke. Jeg husker kun, at man prøvede at live dem op igen ved at gøre dilettantaftenen til høstfest. Eller det var omvendt!

Som nævnt var der ingen planer om, at Skovby skulle være større. Sognerådet havde bestemt Herskind som udviklingsområdet. Vel også fordi nu var det der, skolen var.

Men så skete det. Som et lyn fra en klar himmel. En søndag morgen kunne vi læse i Stiftstidende, at nu skulle der bygges i Skovby. Det var Knud Sehested på Tinbækgård, der havde meddelt avisen det. Måske for at få købere til at melde sig. Han havde overtaget gården efter sin far, Aage Sehested, der havde været sognerådsformand, og efter sigende passet godt på kommunens penge. Han boede nu i Villa Arne, der vidst var stuehuset til den gård, Knud nu ville udstykke. Ca. 30 tdr. land vistnok.

Avisen havde ringet til sognerådsformanden, Kristoffer Jakobsen, der boede på Møllegården på Herskind Hede, og spurgt, hvad han sagde til det. Og han havde sagt, at det mente han ikke, sognerådet ville sætte sig imod. For at få gang i udstykningen endte det med, at Knud Sehested solgte det hele til Herning Villabyg. Og så kom der for alvor til at ske noget. Først Østervangen. Her blev vejene nærmest først færdige, da de fleste grunde var bebygget, så det var ikke nemt at komme til og fra husene. Byggeriet gik ikke stærkere end, at de gamle Skovbyfolk kunne nå at følge med, så de vidste, hvem der boede hvor. Værre blev det, da man tog fat på Skovbyparken, hvor vejene iøvrigt var helt færdige, førend byggeriet gik igang. Her gik det stærkt. Og Mosagervænget hørte også med i sammenhængen.

Det næste var, at Knud Sehested solgte Tinbækgård også. Han var kommet fra en stilling som landbrugskonsulent på Otterupkanten på Fyn og kom tilbage til den samme stilling. Og tog sin far med. Gården blev solgt til et lokalt byggefirma, der foreløbig satte en bestyrer til at drive den. Men da firmaet vidst var ved at gå fallit, solgte man til kommunen, der i mellemtiden (i 1972) var blevet til Galten kommune. Da kommunen blev ejeren, blev gården udstykket med det samme. Og som jeg husker det, blev så godt som alle grundene solgt på en eftermiddag! I 1974 var der 1268 indbyggere i Skovby. Og det med høstfesten. Ja! Nu var det beboere på Østervangen, der begyndte at klage over alle de nye, der dominerede. Så var i hvert fald de blevet integrerede! Sådan gik det efterhånden med alle, heldigvis.

Og de nye beboere skabte nye traditioner. Sct. Hans bål for eksempel. Vi kon i 1964 lige før Sct. Hans. Vi kørte kommunen rundt for at finde et bål, men fandt ingen. Børnene græd ved tanken om de muligheder for bål, de havde lagt bag sig. Så tændte vi i pejsen, da vi kom hjem. Siden fik vi at vide, at her på egnen tændte de Valborgblus. I Skivholme i hvert fald. Og så nok også Skovby. Derfor giver jeg de nye beboere æren for de store bål, vi siden har oplevet i Skovby.

Nye veje kom til: Tunøvej og Samsøvej. Christinedalsvej og Højgårdsvej. Og hele området syd for skolen. Ja, for det kom der jo også igen. En skole i Skovby. Herskindskolen kunne ikke længere rumme alle de børn, der blev. Kommunen lavede en plan for bebyggelsen af Galten og Skovby. Ifølge den skulle der i løbet af 10 år blive 5000 indbyggere i Skovby. Indenrigsministeriet indkaldte i anledning af planen de to menighedsråd til et møde med ministeriets konsulent i kirkeanliggender. Der skulle tales om fremtidige kirkegårde og evt. placering af præstebolig i Skovby. Man blev nærmest enig om en fælles kirkegård i Smedeskov. Det blev ved planen, fordi Galten fik mulighed for udvidelse ved kirken. De 5000 indbyggere i løbet af 10 år blev heller ikke til noget. Byggeriet gik nærmest i stå. Ikke bare i Skovbhy, men i hele landet. Men det blev brugt som argument, da man søgte om egen præst i Skovby.

Det var nu ikke Skovby, der tog initiativet. Heller ikke præsten. At præsten ikke boede i Skovby, generede ikke de nye beboere. Det var bare sådan, det var. Når de skulle have børn døbt - og det var der mange, der skulle - så ringede de. Og så aftalte vi en aften, hvor de kunne komme. De fik at vide, hvordan de skulle finde præstegården. Mange havde ikke været på de kanter før. Og når vi så havde aftalt alt det praktiske om dåben, så drak vi kaffe sammen. Havde de større børn, tog de dem med. Vi havde en bænk fyldt med legetøj. Den kunne der gå megen tid med. Og med snakken ved kaffen også! Rygtet må have bredt sig. At sådan foregik det. For mange havde både mad til barnet og ren ble med! Dåbsattesten tog jeg ud med efter dåben. Og nogle havde sagt, at jeg skulle tage Ellen med. Så vi lærte virkelig hinanden at kende.

Konfirmanderne, som nu gik på Skovbyskolen, kom med bus til præstegården. Så heller ikke der var der noget problem. I det hele taget havde der i mands minde været et nært forhold mellem folk i de to sogne. Der var ingen tale om, at åen gjorde skel. Der var et meget nærmere forhold mellem de to sogne, end der f.eks. var mellem Sjelle og Skjørring sogne. Det vidste de nye borgere naturligvis ikke noget om. Men måske lå det i luften!

I november 1977 gik præsten i Sjelle og Skjørring af. Efter ministeriets mening var pastoratet for lille til egen præst. Så biskoppen blev bedt om at komme med et forslag til, hvordan de to tilbageværende præster i kommunen kunne deles om de syv sogne. Det var han nu ikke meget for. Men han indkaldte da de syv menighedsråd til en snak om det. Og der blev snakket - meget. Fra præsten i Storring-Stjær-Galten kom et forslag om, at Skovby og Galten som et bysamfund skulle have fælles præst. Han regnede så nok med at få en hjælpepræst. Den ene efter den anden i Skovby menighedsråd stod op og sagde, at de var godt tilfredse med deres præst og også med samhørigheden med Skivholme. Og det var jo godt at høre. Mødet endte med, at vi gik hjem uden at have fundet en løsning. Og folkene fra Galten gav mig skylden!! Jeg havde, da præsten rejste, fået Sjelle og Skjørring sogne at passe. Og det blev jeg så ved med et årstid.

I Galten arbejdede man videre uden at fortælle os andre noget. Man ville have præsten til at bo i Galten. Og så skulle der være en præst i Storring-Stjær, der samtidig var hjælpepræst i Galten. Det lykkedes. Men en streg i regningen blev det nok, at biskop Høirup nu midlertidig overlod pasningen af Sjelle-Skjørring til præsten i Galten. Men nu sker der noget. Sjelle og Skjørring menighedsråd sender gennem provsten en skrivelse til biskoppen, hvor man gør opmærksom på, at nu er Skovby sogn blevet så stor, som biskoppen sagde, at det skulle være for at kunne få egen præst. Derfor foreslår man, at det sker nu. Og samtidig foreslår man, at Sjelle, Skjørring og Skivholme blivet eet pastorat.

Det kommer bag på os alle, at det er derfra forslaget om egen præst i Skovby kommer. Der er ingen af os, der tænker på, at det kan være, fordi man regner med, at ligesom præsten i Storring valgte at flytte til Galten, så vil jeg vælge at blive præst i Skovby. Og så kunne man få en ny præst i Sjelle-Skjørring og Skivholme med bopæl i Sjelle præstegård. Men sådan var det, fik jeg senere at vide.

Såvel Skovby som Skivholme menighedsråd og præsten fik skrivelsen fra Sjelle-Skjørring til udtalelse. Og der gik tre skrivelser ind, der støttede forslaget. Selvfølgelig ville Skovby gerne have sin egen præst, hvis man kunne få det. Man ville også godt have, at det blev mig, var man så venlig at fortælle mig.

Biskoppen, der sendte forslagene videre med sin anbefaling, gav mig senere en bekræftelse på, at jeg kom til Skovby, hvis jeg ønskede det. Men han kunne da ikke forestille sig, at jeg ville forlade Skivholme. Og det kunne vi egentlig heller ikke.

Biskoppen troede iøvrigt ikke på, at forslaget gik igennem. Man fik normalt ikke en præst til 2000 indbyggere. Men det med de 5000 i løbet af 10 år, som planen lød på, blev nævnt. Jeg ved det. Jeg var med i alle skrivelser. Og det var nok mig, der sørgede for, at det kom med. Og Skovby fik sin egen præst. Det var ikke mig, han skulle sige tillykke til. Det var Skovby, sagde biskoppen, da han ringede og fortalte det.

Nu er det så 25 år siden, Dorthe blev indsat som præst, 5. s.e. trin. - den 15. juli. Efter at jeg havde holdt min afskedsprædiken søndagen før. Og der blev noget at sige tillykke med. For sognet - og for os i Skivholme præstegård også. Det sørgede Dorthe for - Selvfølgelig kunne vi ikke helt sige farvel til alle vore venner i Skovby. Så vi mødtes jævnligt til fødselsdage og fester. Og vi oplevede aldrig andet end, at Dorthe tog det som en selvfølge, at vi var der. Og vi arbejdede jo også sammen om frisøndage og ferier. Og det hele kronedes med, at den sidste gudstjeneste jeg fik i Skovby kirke, da jeg holdt som præst, sørgede Dorthe for blev til en ny afskedsgudstjeneste med efterfølgende festlig sammenkomst i præstegården. En god oplevelse!