Bliv klogere på
Skovby Kirke
Skovby Kirke er bygget i Middelalderen - og vurderes ud fra de bærende mure af natursten at være fra 1100-tallet. Den romanske middelalderkirke har flere elementer, der kan dateres tilbage til forskellige perioder de sidste 900 år. Som døbefonten fra starten af 1100-tallet og bænke fra 1600-tallet.
Kirken har bevaret de historiske genstande og samtidigt gennemgået en løbende renovering. Du kan dykke ned i historien ved at besøge kirken, hvor du finde en flyer og et større udskrift, eller læse mere ved at trykke på knappen.
Her på siden finder du udover historien bag kirkens inventar også hvem der huserer på kirkens loft, og du kan læse om vores grønne kirkegård.
Skovby Kirke
Kirken ligger på en banke, en forhøjning i landskabet. Murenes opbygning i granit gør, at vi kan formode, at kirken har stået dér i 900 år. Kirketårnets spir ses tydeligt, når man kommer ind i byen ad Skovlundvej fra syd.
Fra omkring år 1100, og de følgende hundrede år, blev der bygget ikke færre end 2000 stenkirker i Danmark. Af dem står cirka 1700 endnu. De er derfor blandt de ældste bygninger i danmarkshistorien.
Første gang Skovby Kirke omtales, er i et pavebrev fra år 1253. Kirken omtales her som "capella" (kapel), selvom den havde egen præst under provst Elav af Løversyssel, og ikke synes at være ringere stillet end egnens andre sognekirker. Kirken var dog en mindre kirke under Skivholme.
Kirken fik sit nuværende udseende i 1887 i forbindelse med en gennemgribende restaurering og ombygning af kirken, der skulle gengives sin oprindelige romanske skikkelse. Den består af romansk kor og skib. I senmiddelalderen, omkring år 1500, blev klokketårnet bygget til i den vestlige ende, samtidig med at våbenhuset blev bygget på mod syd. Våbenhuset blev erstattet af et nyt ved ombygningen i 1887.
Den oprindelige kirke - kor og skib - er bygget af granitkvadre på en skråkantsokkel. Ved ombygningen i 1887 blev alle facader omsat og en del af murene nedbrudt og genopført på ny. Bemærk iøvrigt, at de største sten er placeret nederst. Indermurene, der er af marksten, står glatpudsede. De fleste granitkvadre er større sten, gennemskåret på midten. Man kan derfor som regel finde tvillingesten i mure bygget af granitkvadre, da det er de to indersider, der er pudset til og opsat som facade.
Kirkens udseende
Skibet har oprindeligt haft to døre, én mod syd og én mod nord. Døren mod syd er den nuværende indgang fra våbenhuset til skibet. Døren mod nord blev retableret ved ombygningen i 1887 som en udvendig blænding. Karmene blev indsat samtidig og bygget af tidligere anvendte granitkvadre i det gamle våbenhus.
Der er bevaret tre romanske vinduer: ét i korgavlen, genåbnet og udvidet i 1887, direkte bag altertavlen, og et i nordsiden af både kor og skib, som nu fremstår som udvendige blændinger. Korets nordvindue var tilmuret inden 1862. Vinduet i skibet, med blyindfattede ruder, var i brug endnu få år før ombygningen.
Den runde, glatpudsede korbue, markeret af en rundstav, er fra ombygningen i 1887, hvor man nedbrød en spids bue fra den sene middelalder. Man genindsatte to romanske kragsten, der samme år var fundet ved nedrivningen af det gamle våbenhus. Den nuværende bue er lidt smallere end den spidse bue, der blev revet ned i 1887.
Indvendig er væggende udlignede, glatpudsede og hvidtede. Træloftet blev fornyet i 1887 med synlige, profilerede bjælker. I 1969 blev det malet i en blågrøn tone. De gamle loftsbjælker var ifølge en lokal tradion "hugne af en stor skov ved byen,som nu er øde."
I skibets midtergang ligger sorte og hvide fliser, mens der er trægulv i koret og under stolerækkerne.
I 1979 er tagbeklædningen fornyet med vingetegl og vindskederne malet dodenkop-røde.
Udover vinduet bag altertavlen og vinduet i tårnrummet, satte man fire rundbuede støbejernsvinduer i kirken til erstatning for de uens, udvidede og omdannede vinduer. 1 i koret og 4 i skibet. Herudover blev tagspærrene fornyet.
Våbenhuset
Det nuværende våbenhus, opført i 1887, har nyromanske former, bygget af store, røde mursten på en skråkantsokkel af granit. Der er rundbuede vinduer i siderne og en rundbuet, falset hoveddør. Over døren er er en korsformet blænding.
Det sengotiske våbenhus fra ca. 1500, der blev revet ned i 1887, var som adskillige andre på egnen i to etager. Det var en smule bredere og muret af røde munkesten med enkelte granitkvadre iblandt. I østmuren sad to små, lavtsidende vinduer. I vestmuren to nicher. Hoveddøren var mod syd. Gavlen havde ni kamtakker og var smykket med tre cirkelblændinger.
Loftet lå så lavt, så det skjulte det øverste af skibets syddør. Gulvet var kampesten. Det blev i 1850 udskiftet med mursten. De murede bænke i våbenhuset blev fjernet i 1872.
Vindfløjen
Vindfløjen over tårnet er opsat i 1778 af kirkens daværende ejere, Erhard grev Wedel-Friis og denne hustru, Christine Sophie grevinde Wedel-Friis. Deres initialer ses under grevekronen. Foruden "1778" er tilføjet 1842, 1870, 1887 og 1981 refererende til gentagne istandsættelser.
Tårnet
Tårnet er 13 meter højt. Ved opførelsen nedtog man store dele af skibets vestgavl (den nuværende åbning mellem skibet og orgelrummet/tårnrummet). Granitkvadrene herfra blev brugt i soklen og den nedre del af facaderne på det nye tårn, der ellers er bygget i røde munkesten.
Tårnrummet dækkes af et ottedelt ribbehvælv. Det er udsmykket med et kalkmaleri fra ca. 1450-1500. En dør i sydmuren står som udvendig blænding. Indvendig er den muret til med kampesten. Tilsvarende døre findes i nabokirkerne Stjær og Framlev. De menes kun at have været i brug i en kortere periode. I vestgavlen er et stort, rundbuet vindue.
Indtil 1887 kom man op i tårnet af en udvendig trætrappe, der førte op til en dør i nordmuren (nu tilmuret). Et tilmuret hul i tårnhvælvets vestre del viser dog, at der på et tidspunkt også har været adgang fra selve tårnrummet. Nu sker adgangen via våbenhusets og skibets loft.
Klokkerummet har oprindeligt været forsynet med fire todelte glamhuller, men det er kun hullerne mod øst og syd, der har bevaret deres oprindelige udseende som to rundbuer adskilt af en rund, muret pille. I vest er det omdannet til to spidse buer, og i nord er glamhullet reduceret til én stor, rundbuet åbning. De særprægede lydåbninger, hvis piller kan minde om romanske søjler, er beslægtet med glamhullerne i Århus Domkirkes tårn, opført i Jens Iversen Langes tid som biskop (1449 - 82).
Murene afsluttes med en tredelt murstensgesims. Pyramidespiret, der tidligere var dækket med tegl, er siden 1887 klædt med skifer. Tårnmurene blev i 1730 forstærket med fire træbjælker med jernankre og i 1762/1763 med endnu seks bjælker. En ny stabilisering med trækbånd blev udført i 1975 på grund af revnedannelse i vestsiden.
Kirken blev selvejende i 1910
Der har været mange ejere af Skovby Kirke igennem tiden - kirken er endda blevet købt på auktion af en greve tilbage i 1700-tallet.
Her følger en oversigt over de mange efterskift:
- I senmiddelalderen og i tiden efter reformationen, var kirken ejet under Århus-domprovsten.
- Kirken (og hovedsognet Skivholme) overgår til kongen den 6. marts 1582. Lensmanden på Skanderborg er tilsynsførende.
- Ejerskabet overgår til det nyoprettede grevskab Frijsenborg i 1672.
- Skanderborg rytterdistrikt dannes under kirkesessionens bestyrelse og ejes af kongen igen fra den 26. april 1724.
- Ryttergodset nedlægges og kirken bliver købt på auktion af grev Erhhard Wedel-Friis i april 1767.
- Borgmesteren i Århus, Frederik Christian Glerup, overtager kirken den 31. oktober 1781.
- Kirken overdrages til sognets tiendeydere allerede året efter, den 04. juni 1782.
- Skovby Kirke bliver selvejende fra den 01. januar 1910.
- Grundet befolkningsøgelse bliver Skovby et selvstændigt pastorat i 1979, efter at sognet har været anneks til Skivholme siden før reformationen.
Du kan også blive klogere på, hvordan vi har fået flere pindsvin (og flagermus), de bevaringsværdige gravsten og om den gamle døbefont, ved at klikke på nedenstående link.