Skovby kirkegård er en
grøn kirkegård
Skovby Kirke er blevet godkendt som Grøn Kirkegård.
Det er den folkekirkelige organisation Kirkefondet, der har oprettet ordningen. Betingelsen for at blive optaget er, at vi opfylder en række kriterier, som alle drejer sig om bæredygtighed og grøn omstilling.
Hvad vi har gjort på Skovby kirkegård
I 2018 gennemgik kirkegården en større renovering. Vi fik bl.a. meget mere græs.
Det er godt til at opsuge CO2, og er et mere bæredygtigt alternativt til belægning mellem gravstederne. Det er ikke den største blandt CO2 gevinster, men mange bække små...
I 2015 etablerede vi et naturgravstedsområde, som nu er tilplantet med guldjordbær. I dette bunddække er der et mylder af larver, insekter m.v., som bl.a. er madpakke for de pindsvin, vi har fået på kirkegården, de senere år. Pindsvin er altædende; og de virker til at have god appetit på snegle, så vi har fået bugt med dræbersneglene.
For at skabe et godt miljø for pindsvinene, lægger vi grene, kviste og løv under bøgehækkene rundt om kirkegården - så er de kommet helt af sig selv.
På kirkeloftet bor der ca. 50 flagermus. For at sikre disse et ordentligt fødegrundlag udsår vi diverse blomster- og engblandinger på tomme gravsteder og planter generelt stauder og planter, der tiltrækker insekter. Du kan læse mere om flagermusene her.
Pluk en blomst og bak op om den grønne linje
Gravstedsbrugerne får lov til at plukke buketter fra de stauder og bede, der vokser på tomme gravsteder. Det står markeret på gravstedet. Og så anvender vi ingen gift, og vi bruger ikke gasbrænding mod ukrudt; al lugning foregår manuelt.
Vi håber brugerne af kirkegården vil være med til at bakke op om den grønne linje bl.a. ved at sortere affaldet ved affaldsøerne og vælge planter til gravstedet, der tiltrækker insekter og fugle.
Kom gerne og spørg. Graveren står altid til rådighed for råd og vejledning.
Genbrug af grønt affald
Al affald bliver sorteret med det resultat, at restaffald er reduceret til et minimum. Tre affaldsøer på kirkegården grovsorterer affaldet. Efterfølgende sorteres det i diverse fraktioner ved en større affaldsø ved sognehuset. Vi har to kompostbeholdere med orm. Det giver ormekompost til bede og krukker. Bortkørsel af affald er reduceret ved at genbruge jord og grønt affald mest muligt.