Musik & Kultur & Samvær

I Skovby Kirke har vi kor, koncerter, foredrag og samvær - kom og vær med.

Skovbykoret

Har du lyst til at synge sammen med andre og blive en del af et lokalt musikalsk fællesskab med plads til både udfordring og sjov? Så er Skovbykoret måske noget for dig!

 

Skovbykoret er et kor med plads til alle, der har lyst til at synge i et hyggeligt og engageret fællesskab. Koret medvirker ved to årlige koncerter og en musikgudstjeneste i Skovby Kirke, og støtter desuden fællessangen ved én gudstjeneste om måneden. 

 

Koret øver tirsdage kl. 19.00–21.30, og der afholdes cirka 13 korprøver pr. halvår. Repertoiret indeholder både velkendte sange, klassiske værker og lidt rytmisk musik, alt sammen udsat for 3-4 stemmer, både akkompagneret og a capella. Der vil også ofte blive lavet øvefiler til hjemmeindstudering.

 

Koret ledes af Jens Stoltze Haugset, der til daglig underviser i klaver og er kirkesanger i Skovby og Galten kirke. Han er uddannet i musikvidenskab på Aarhus Universitet, og orgel og korledelse på Vestervig Kirkemusikskole. Hans selverklærede mål er at man gerne skal komme hjem fra en korprøve med mere energi i kroppen end da man kom.

 

Skovbykoret vil meget gerne have flere medlemmer i alle stemmegrupper, og interesserede er velkomne til at komme forbi til en prøveaften og opleve stemningen.

 

Har du lyst til at være med, eller vil du høre mere, kan du kontakte Jens Stoltze Haugset på tlf. 52 16 61 16 eller jkshaugset@outlook.com

Billede af Skovbykoret
En række højskolesangbøger

Mandagsmøder

Første mandag i efterårs- og vintermånederne inviteres til mandagsmøde i Skovby Sognehus. 

 

Her kombineres socialt smavær med foredrag/musik eller anden underholdning.

 

Mandagsmøderne begynder kl. 14.00 og varer ca. 2 timer. Der er altid en sang eller to fra Højskolesangbogen.

 

Husk en 10'er til kaffe og brød. 

Kirkehøjskole

Kirkehøjskole er et foredragssamarbejde mellem sognene i den gamle Galten kommune: Skovby, Galten, Stjær, Storring, Skivholme, Sjelle og Skjørring.

 

Der er fire foredrag om året. Foredragene er aktuelle og omhandler kristne og kirkelige emner.

 

Det er gratis at deltage og man kan frit vælge mellem de enkelte foredrag, eller vælge dem alle.

 

Hver kirkehøjskole begynder med en kort gudstjeneste ved en af præsterne i kirken efterfulgt af kaffe og foredrag i sognegården.

Arrangementerne varer ca. 2 ½ time.

 

Du kan læse om dette sæsons kirkehøjskole her.

Kirkehøjskole 2026
Forside til kirkehøjskolefolder
Billede af mænd til Herrehjørne

Herrehjørnet

Menighedsrådet ved Skovby Kirke har efter opfordringer besluttet at føje nyt til udvalget af aktiviteter i sognehuset, nemlig Herrehjørnet - et mødested for mænd i alle aldre.

 

Indhold og form kan variere fra gang til gang; snak mand og mand imellem om stort og småt over en kop kaffe og blødt brød, foredrag, sang, besøg på diverse institutioner, virksomheder og kirker, eller undervisning i hobby- og håndværksmæssig kunnen.

 

Lad os mødes og sammen finde frem til hvad Herrehjørnet skal bestå af.

Vi mødes tredje tirsdag i måneden kl. 8:30 og en times tid frem.

 

Der er gratis brød og kaffe og ingen tilmelding.

 

Yderligere oplysninger fås hos John Karup. Mobil 20494052, mail: john.karup@outlook.dk.

Seniorspisning

Fællesspisning for seniorer er for singler såvel som par. Det foregår i Skovby Sognehus, Ringvejen 17, Skovby.

 

Det koster 90 kr. for maden og 10 kr. for øl, vand og vin.

 

Følg med i kalenderen herovenfor for datoer.

Kvinder sidder og taler sammen ved et dækket bord
Billede af dåbsklude

Strikkecafé

Strikkegruppen mødes til nogle hyggelige timer, hvor vi fortsætter den fine opgave med at strikke dåbsklude til dåbsbørn og hækle bogmærker til konfirmander. 

 

Alle er velkomne, og du må gerne tage din nabo eller veninde med. Det vil også være fint, hvis du medbringer dine egne strikkepinde/egen hæklenål. Garn og øvrige materialer sørger kirkerne for. 

 

Vi hjælper hinanden med kørelejlighed, så det ikke er en forhindring, at der strikkes i nabosognene. 

 

Vi glæder os til at byde velkommen til dig! 

 

Se datoerne i kalenderen ovenfor, og ellers kan du kontakte Kirsten Lindberg på tlf. 30 36 22 54 eller e-mail: kianli@live.dk.

Pårørendecafé

Ældre Sagens demenscafe er blevet til pårørendecafe.

Det er nu ikke kun pårørende til demente, men alle, som er pårørende til en med alvorlig sygdom, der kan bruge cafeen. 

 

Cafeen foregår fortsat i Skovby Sognehus på Ringvejen 17 sidste mandag hver måned (undtagen juli og december) fra kl. 14.30 til 16.30. 

 

Der er mulighed for transport.

 

Kontakt Elsebeth Jørgensen på tlf. 23 34 91 05 eller he@pc.dk, hvis du vil høre nærmere.

Kaffekop set ovenfra